INSANIA_forsideINSANIA

I Insania er Lulu heartbroken og forvirret efter en hed og uafsluttet kærlighedsaffære med Mads, der nu lader til at være faldet for en anden.
I sommerferien flygter Lulu til Italien for at arbejde i sin onkels restaurant på øen Burano i den venetianske lagune.
Det lykkes hende dog ikke at flygte fra de uhyggelige drømme, hun har om Mads, hvor han står ude i en tågesump og kalder på Lulu, mens kirkeklokker bimler højlydt. De samme tåger og den samme uhyggelige bimlen af kirkeklokker møder Lulu i vågen tilstand i den venetianske lagune, omkring den øde og forbandede ø Poveglia …

Tekstuddrag fra INSANIA:

Jeg vågner med et skrig!
Jeg har drømt om Mads. Igen!
Denne gang stod han ude i nogle sumpede tåger og kaldte på mig. Kirkeklokker ringede i baggrunden, og han blev ved med at gentage mit navn: Lulu! Lulu! Lulu!
Det lød som en ugles hæse natteskrig. Hans forførende øjne skar gennem mørket, og selvom jeg forsøgte, kunne jeg ikke stå imod.
Da jeg gik frem mod ham, forsvandt han i tågerne. Jeg kaldte på ham, men fik ikke noget svar. Kirkeklokkerne ringede højere og voldsommere. Jeg mærkede en kulde ned langs rygsøjlen, og så var det, som om en kold hånd lagde sig på min skulder. Jeg skreg. Og vågnede.
 
Jeg bliver liggende i sengen, ryster af angst og kulde. Har lyst til at gribe min mobil og ringe til ham for at høre, om han er okay.
Men jeg gør det ikke. Det gør jeg simpelthen ikke!
Jeg tænder min lampe og rækker ud efter mobilen. Klokken er 02.32. Ligger og stirrer på min gamle Nokia. Ved ikke, om jeg virkelig selv tror på, at jeg ved hjælp af stærk koncentration kan tvinge Mads til at ringe til mig. Jeg prøver!
Jeg har lige læst bogen The Secret, og som jeg forstod den, så skal man bare bruge al sin positive tankekraft på det, man vil opnå, så skal universet nok helt af sig selv komme én til undsætning. Man skal bare tænke positivt.
Ring, ring, ring … please!
 
Arhgjjj! Det sker jo ikke. Ingenting. Niente. Nada!
Det er sikkert, fordi jeg har svært ved at være 100 procent positiv. Please, kom nu, jeg har brug for universel hjælp! Mit liv kører ikke rigtig for tiden.
Jeg venter. Hvor naiv har man lov at være?
Og så kan jeg selvfølgelig ikke falde i søvn igen. Er lysvågen. Ligger længe og stirrer ud i mørket. Lægger mig på ryggen. På maven. I fosterstilling. På venstre side. På højre side. Tæller får … ej, men altså, det hjælper jo aldrig. Jeg kan bare ikke sove.
Det her sker hver nat for tiden. Jeg er i permanent søvnunderskud. Jeg har været på nettet, og jeg tror, jeg lider af Tatt – tired all the time-syndrom. Har også læst, at hvis man ikke kan sove, fordi man har tankemylder, så skal man bare ligge helt stille og gentage et ligegyldigt ord, mens man tømmer hjernen for tanker.
Fysik, fysik, fysik, fysik …
Og der kommer Mads flydende ind i min næsten tanketomme hjerne. Jeg ser hans ansigt for mig. Selvom jeg gerne vil fastholde det, bliver det hele tiden sløret. Til gengæld er det, som om hans øjne, både det blå og det grønne, bliver hængende som laserstråler på mine nethinder.
Arghhhhh!
Jeg kan ikke sove. Skal tisse. Eller skal jeg? Nå, nu skal jeg i hvert fald!
Da jeg står og vasker hænder, får jeg et chok, idet jeg fanger mit eget spejlbillede. Jeg ligner virkelig noget, der er løgn! Mit hår er fedtet og tjavset og mit ansigt ligblegt. Jeg har mørke rande under øjnene og sprukne læber. Det er klart, at han ikke vil have mig mere.
På vej ud fra toilettet får jeg et mindre chok, da jeg i den mørke gang støder frontalt ind i min mor!
”Lulu, er du okay?”
”Ja, ja.”
Jeg er allerede på vej ind på mit værelse. Jeg kan mærke, at hun skal til at sige noget mere. Orker det ikke.
”Godnat mor!”
Jeg lukker døren hårdt for at signalere, at hun ikke skal komme ind til mig. Jeg har ikke brug for hendes moderlige omsorg.
 
Tjekker for en sikkerheds skyld min mobil. Selvfølgelig har han ikke skrevet.
Han har aldrig haft decideret telepatiske evner. Og desuden har han droppet alt, hvad der har med det overnaturlige at gøre. Der er lukket ned nu. Ikke mere parapsykologi, ikke flere talende ånder, uhyggelige spirituelle seancer, besøg af afdøde eller små englepiger. Den del af ham er et afsluttet kapitel. Han er nærmest en helt normal fyr nu. Han er alt det, han altid har ønsket sig at være – og lidt til.
Jeg sukker dybt. Smider mobilen fra mig, slukker lampen, vender mig om på siden og prøver at falde i søvn.
Der er bare det, at Mads’ ansigt bliver ved med at komme ind på nethinden, og med et bliver billedet helt klart: Hans øjne, der får et helt specielt skær, når han ser direkte på mig, hans hånd, der kører gennem det sorte hår, og så smilet, læberne. Og nu læner han sig frem mod mig, og jeg får det der kæmpe sug i maven, og selvom jeg prøver, så kan jeg ikke modstå ham.
Jeg mærker tårer ned ad min kind.
Ej, jeg ligger ikke og tuder igen?
At kysse Mads – jeg kan nok ikke beskrive følelsen med ord. Men jeg kan prøve. At kysse Mads er som at blive suget ind i stor, universel magi. Hvordan skal jeg forklare det … Altså, Nietzsche sagde: I den sande kærlighed er det sjælen, der giver bolig til kroppen.
Ej, det er noget fis. Jeg forstår det jo ikke engang rigtig selv. Men man er vel citatfreak.
At være sammen med Mads var bare noget særligt. Som om alle mine sanser blev bombarderet med kæmpestore, forløsende følelser. Pludselig gav livet mening. Mads var meningen. De ting, Mads gjorde ved mig – sammen med mig, det var meningen. Det føltes bare så rigtigt og så godt.
At strejfe hans hånd eller kigge ham i øjnene kunne sende behagelige elektromagnetiske bølger gennem hele kroppen. Og at vide at mine berøringer og blikke gjorde det samme ved ham, jamen, det var stort. Jeg tør godt indrømme, at jeg aldrig nogensinde har været så forelsket før – eller rettere: Jeg har nok i det hele taget aldrig været forelsket før. Og jeg tror heller aldrig, jeg bliver det igen!
For Mads og mig … jeg var overbevidst om, at der var truffet en universel beslutning om, at vi skulle være sammen. For life! Jeg var sikker på, at vi virkelig var soulmates.
Vi var stærke sammen – vi var ét. Det var kæmpestort og urørligt! Troede jeg.
 Da Mads og jeg endelig stod frem sådan helt officielt – altså da folk fandt ud af, at vi var kærester, og at Mads måske ikke var så underlig, bare fordi han gik i en specialklasse, så skete der noget. De andre begyndte at se på Mads på en ny måde, og de opdagede, hvor ekstremt fascinerende han egentlig er: Pludselig kunne alle se, at Mads var lækker. Det sorte hår, den lange og veltrænede karatekrop og det grønne og det blå øje. Det, at han var anderledes, blev pludselig en attraktion.
Og jeg blev pludselig interessant, fordi Mads var min. Mads ændrede sig også. Han så sig selv med andre øjne. Hans selvtillid voksede, for fanden da, hvor den voksede. Det gjorde min egen også for den sags skyld.
Pludselig var jeg på skolens babe-liste! MIG!
Men vi steg ligesom i graderne begge to. Som om vi blev stærkere af at være et par.
Ruth, Mads’ paranormale rådgiver ude i Høje Gladsaxe, sagde, at det var, fordi vi strålede. Hun hævdede, at vi strålede på den måde, som gør mennesker både smukkere og dybere, og som får ens aura til at skinne så kraftigt, at den blænder andre mennesker, som selv går rundt og hungrer efter den store kærlighed.
Okay, nu er Ruth måske ikke altid det mest pålidelige menneske, men der var måske noget om det.
Jeg læste et sted, at alle mennesker er engle med kun én vinge; kun ved at omfavne hinanden kan vi flyve. Okay, det er måske noget ævl, men altså det er da en smuk tanke. Mads skrev på et tidspunkt til mig, at der er ingen, der er perfekte, men der er nogen, der er perfekte for hinanden. Det er måske allermest rammende for, hvordan det var. Sammen var vi det perfekte team!
Og af alt det overnaturlige, vi oplevede, så må jeg sige, at det allermest mytiske, magiske og uvirkelige var det, vi havde: Pure Love!
Nå, men det holdt jo ikke i længden, vel! Og nu kan jeg ikke finde ud af, om jeg i virkeligheden måske hader Mads.
Amanda – Karate Amanda – hende hader jeg i alt fald. Big time!

Jeg drømmer om ham igen. Han står ude i de sumpede tåger og kalder på mig. Han lyder desperat, mens han råber mit navn!Lulu! Lulu! Hvor er du?
Kirkeklokkerne ringer dramatisk. Jeg er rædselsslagen, og da jeg endelig tager mig sammen til at gå frem imod ham, forsvinder han igen i de dybe tåger. Jeg fryser, og i det fjerne hører jeg angstfyldte skrig. Jeg kalder på ham. MAAADS! Men får intet svar.
Nogen eller noget mumler: Vai via!
Så vågner jeg. Det er mig, der ligger og siger vai via. Det betyder ”gå væk”, ”forsvind” eller bare ”skrid” på italiensk – lidt italiensk har min far og min farmor, Nonna Rita, da fået banket ind i mit hoved. Men vai via, hvad skal det nu være godt for? Hvem skal skride? Hvad betyder det her? Hvorfor drømmer jeg sådan noget?
Jeg ligger lidt og stirrer ud i mørket og får den der uhyggelige fornemmelse… som om her er nogen. Ligesom dengang med Rosa, den døde pige, der kom på mit værelse hver nat. Jeg ligger bomstille. Lytter.
Lydene er anderledes om natten. Ting, man ikke hører om dagen, høres tydeligt, når mørket og stilheden sætter ind. Et eller andet sted er der en, der trækker ud i et toilet, vand løber brusende ned gennem afløbsrørene, et køleskab sætter brummende i gang. I det fjerne en sirene, hviskende stemmer fra opgangen, listende fødder, et knirkende gulvbræt … der var det igen …
Står der nogen uden for min dør?
”Mor, er det dig?” Stilhed.
”Julle?” Ingenting.
Der var det igen!
”Hallo, er her nogen?” Men her er kun mig og min angst.
Jeg er jo holdt op med at tro på den slags. Den del af mit og Mads’ liv er der lukket ned for. Vi taler aldrig om det. Og der sker heller ikke noget af den slags mere. Al paranormal aktivitet er skrinlagt.
Hvorfor ligger jeg så her i mørket og er bange? Rigtig bange.
 
Jeg bliver nødt til at få fat i Mads. Bliver nødt til at overvinde min stolthed og tale med ham. Det hele er jo det rene vanvid. Og det er måske i virkeligheden ligeså meget min skyld, som det er hans, hvis jeg nu skal være helt ærlig over for mig selv.
Altså, det var bare, som om den store magi mellem Mads og mig tog en lille smule af. Bare sådan lidt. Jeg fik ikke helt ligeså ondt i maven, når han kiggede på mig, når han bed mig i underlæben eller strejfede min hånd. Altså jeg kunne stadig godt lide det, men de der kæmpe, store elektromagnetiske udladninger tog bare lidt af i styrke. Og helt ærligt, så var det også lidt svært at være populær, når man ikke er vant til det. Hassan A. viste pludselig en ekstrem interesse, som jeg ikke kunne lade være med at gengælde lidt. Bare helt uskyldig flirten. Altså jeg kunne da virkelig aldrig finde på at lave noget med ham, mesterbokseren fra ”Bokseklubben Kelly”. Som om han ikke har nok beundrere i forvejen. Det var da bare for skæg. Men Mads syntes ikke, det var sjovt. Han blev sur, og vi havde vores første skænderi. Og så et til. Og sådan begyndte det bare at gå lidt ned ad bakke. Men jeg kunne slet ikke forestille mig, at det skulle slutte! Alt det, vi havde sammen! Alt det, vi havde været igennem!
Så, nu får jeg ondt i maven igen.
Og så var det Mads, der var lidt fraværende. Og så alt det der karate. Karate mig her, karate mig der! Han blev udtaget til et udvalgt ungdomshold – sådan noget landsholdsagtigt noget. Han trænede hele tiden. Pludselig havde han nærmest aldrig tid til mig – sådan føltes det i alt fald.
Og en dag, da jeg ville overraske ham efter karatetræning, opdagede jeg hvorfor. Han havde ikke set mig komme, han stod udenfor og snakkede med Amanda. Han havde lige været i bad. Hans hår var helt vådt, og når det var det, så skinnede det på en helt speciel måde. Hun havde også vådt hår, det lange hår hang bølgende ned ad hendes ranke ryg.
Amanda er sådan en type, der kan få en til af føle sig som et stort rungende nul. Hun er høj og veltrænet ligesom Mads. Flot – blå øjne, langt, mørkt hår med ægte krøller.
Nå, men de stod ca. 20 meter fra mig og registrerede mig slet ikke. Hun stod med sin cykel, og Mads holdt sin ene hånd på hendes cykelstyr. Jeg kunne høre deres stemmer og deres latter på afstand, og jeg kunne se det blik, Mads sendte Amanda. Det var mit blik, det blik, han skulle gemme til mig! Og så førte han sin frie hånd gennem sit våde hår, helt langsomt og smilede til Amanda på den måde, som han kun må smile til mig. Mit smil! Og hun smilede tilbage, mens et vindstød førte noget af hendes våde hår hen over hendes kind, hvor det blev siddende på grund af fugten. Og Mads fjernede det våde hår fra hendes kind. Hun holdt op med at smile, og så tog hun fat om Mads’ hånd, og holdt den fast, mens hun kiggede ham intenst i øjnene.
Og lige der indså jeg, at løbet var kørt. Jeg var kørt ud på et sidespor, og jeg havde ikke en gang set det komme.
Og så fik jeg en kortslutning. Ahh, jeg græmmer mig. Jeg lavede en scene. Pinligt. Det gider jeg slet ikke gå i detaljer med.
Resten er historie. Det er 12 dage siden. 13 i morgen.
Vi har ikke talt sammen siden. Mads ringede og smsede et par gange, men jeg var for rasende og for ydmyget til at svare.
Han påstod, at jeg havde misforstået situationen, men helt ærligt, jeg er ikke født i går. Jeg så, hvad jeg så, og det var mere end rigeligt.
Og hvis han virkelig, virkelig mente det, så kunne han vel være kommet forbi. Men nej, jeg har ikke hørt fra ham siden: Intet. Niente. Nada.
Mads er ikke på Facebook, siger, han ikke gider, at andre skal snage i hans liv. Jeg har tjekket Amandas profil, men der står ikke noget om Mads. Der er heller ingen billeder. Men jeg ved, at der er noget.
Han ringede helt præcis to gange og sendte fire smser på to dage. TO opkald og FIRE smser. Og så ikke et ord mere. Det var åbenbart, hvad jeg var værd.
Og jeg har nægtet at kontakte ham.
Men nu er jeg begyndt at tvivle. Måske skulle jeg alligevel prøve at ringe? eller sende en sms? Måske har han det heller ikke så godt? Og så de der mærkelige mareridt, hvor Mads forsvinder i skræmmende tåger. Man behøver jo ikke være cand. psyk. med speciale i drømmetydning for at forstå, hvad de mareridt symboliserer: Vi glider væk fra hinanden, Mads er ved at forsvinde ud af mit liv.
Men han kalder jo på mig, skal jeg tillægge det nogen dybere mening?
 
Det er jo også for dumt. Jeg skal tale med ham. Det kan ikke bare slutte sådan her … jeg mener, efter alt det, vi har haft sammen.
Måske overreagerede jeg. Måske var jeg bare for gal, for sur, for skuffet, for bange, for dum … alt for dum! Og nu: Jeg kan ikke sove. Ikke spise. Ikke tænke. Ikke grine. Ikke leve … ikke rigtigt i alt fald.