HYPNOSIA_bogforsideHYPNOSIA

Hypnosia foregår dels på Frederiksberg, dels i Paris og dels i Sydfrankrig, hvor historien kulminerer i Saintes-Maries-de-la-Mer – hvor romaer fra hele verden to gange om året valfarter til for at lade sig velsigne af den Sorte Sara.

Mads modtager et anbefalet brev fra Paris. I brevet ligger en amulet, som har tilhørt hans afdøde mor. Afsenderen er morens tvillingebror, Roberto, som beder Mads om at bære amuletten, der skal beskytte ham mod ”det onde”.
Mads er først afvisende, han kender ikke Roberto, men inden hans mor døde, advarede hun Mads mod sin bror, der arbejder bl.a. som hypnotisør i Paris.
Brevet og amuletten sender Mads og Lulu til Paris, hvor de konfronteres med en barsk og mystisk romakultur. Det viser sig, at det måske ikke er Roberto, der har sendt amuletten. Men hvem er det så?

Hvorfor kalder Mads’ mormor ham Luc og bliver  bange for ham? Har hun virkelig som barn været i kløerne på Doktor Mengele i Auschwitz?
Og hvad er det med den unge sigøjnerfyr Esteban fra den barske betonforstad Clichy-sous-Bois, der hjælper Mads?

Og hvad har den lille sydfranske by, Saintes-Maries-de-la-Mer og fejringen af sigøjnerens skytshelgen, den Sorte Sara med det hele at gøre?

Tekstuddrag fra Hypnosia:
Mads har modtaget et brev med en amulet, der har tilhørt hans afdøde mor. Kort tid efter får han en pakke med posten. En nat ringer han til Lulu og spørger, om de kan mødes:

”Hvad var der i den pakke?”
  Han tager en hånd ind i inderlommen på sin jakke og trækker et foto frem, som han rækker mig.
  Det er et gammelt foto af Mads’ mor, Maria. Hun er helt ung. Hun står sammen med en ung fyr, måske hendes tvillingebror Roberto, på en stor plads af en art. Han har en hånd om Marias skulder, de smiler og ser glade ud. Bag Roberto står en og laver de obligatoriske kaninører. Man kan ikke ser personens ansigt. På pladsen bag dem er et hav af mennesker.
  Jeg vender fotoet om. Der står med en sirlig håndskrift, som ligner den, der stod i beskeden, der fulgte amuletten, “Que Dieu me pardonne”.
  ”Må Gud tilgive mig? Det er det, det betyder, ik’? Hvorfor står der det?”
  Han trækker på skuldrene.
  ”Jeg aner det ikke.”
  ”Var det alt, hvad der var i den pakke?”
  “Nej, der var også et brev, hvor der stod noget a la: Din mors ånd har vist sig. Ondskaben er løs. Tag amuletten på – den har tilhørt din mor og vil beskytte mod alt det onde”. Han ryster forvirret på hovedet.
”Det er helt åndssvagt. Det er sådan noget gammel sigøjnerovertro. Der er folk i de kredse, der tror, at når en afdød slægtning viser sig, så er det fordi ånden vil noget ondt.” Han fnyser, inden han fortsætter. ”Som om min mor – af alle – havde onde hensigter. Hun var det bedste menneske på jorden!”
  ”Alligevel tog du amuletten på?”
  ”Jeg var forvirret, Lulu!”
  ”Var du? Eller mærkede du noget?”
  Han ryster på igen på hovedet.

Han puster tungt ud, så siger han: ”Der er ingen vej udenom. Jeg tager til Paris.”
  ”Hvad gør du? Hvorfor?”
  Han trækker på skuldrene.
  ”Du har altså mærket noget?”
  ”Hold nu op med det der, Lulu. Nej, jeg har ikke mærket noget. Der er bare alt for mange uafklarede ting. Hvorfor slog min mor hånden af sin bror? Ja, af hele sin familie? Hvad skete der i Frankrig, der var så forfærdeligt, at hun bare måtte væk?”
  Jeg trækker på skuldrene, han fortsætter.
  ”Hvorfor nægtede min mor at tale om det? Hvorfor får jeg min mors amulet nu? Hvorfor tror Roberto, at min mor hjemsøger ham og vil ham noget ondt? Har han gjort hende noget? Der er noget mystisk ved det hele. Og jeg mener ikke mystisk på dén måde. Jeg mener noget uafklaret, familiehemmeligheder.”
”Din far må da vide noget?”
  ”Min far! Du kender min far. Han er som en lukket østers. Han siger, at min mor ikke ønskede at tale om sin fortid. At hendes største ønske var at lægge det hele bag sig. Og det ønske har han tænkt sig at respektere.”
  ”Og det burde du måske også gøre, Mads?”
  ”Hvad?”
  ”Respektere, at din mor ville lægge det hele bag sig.”
  ”Jamen, det kan jeg jo ikke! Ville du kunne det, hvis det var dig, det her skete for? Ville du ikke gerne vide alt, hvis det var dig og din mor, det handlede om?”
  Jeg trækker på skuldrene. Jeg ved det oprigtigt ikke. Jeg kan heller ikke helt sætte mig ind i situationen. Min mor hedder Anette og er vokset op i Husum, hendes far hedder Ib, hendes mor hed Eja, hun har to brødre, Per og Kim, hun bruger størrelse 38 i sko, og 40 i tøj – mindst. Hun vil gerne tabe sig fem kilo, men gør det aldrig. Hun er glad for sure frugtsmoothies, thaimad, wokgryder og halvtør hvidvin.
  Der er virkelig intet mørkt og mystisk at hente i hverken hendes nutid eller fortid. Eller fremtid for den sags skyld, der er sikret med både efterlønsordning og kapitalpension.

”Nå, men uanset hvad, så tager jeg til Paris på onsdag, siger Mads.”

  ”Jeg siger dig én ting. Du tager ingen steder uden mig!”
………….
Lulu og Mads er kommet til Saintes-Maries-de-la-Mer i Sydfrankrig, hvor romaer fra hele verden er i gang med at fejre deres skytshelgen, den Sorte Sara, der står i en krypt under kirken.
  En aften går Mads alene ind i kirken, og efter et stykke tid, går Lulu ind for at lede efter ham. Hun finder hans telefon, men Mads er ikke i kirken.:

Jeg bliver stående rådvild i kirken med Mads’ telefon i hånden. Hvad nu? Hvad gør jeg?
Jeg kigger mig endnu engang søgende omkring, men han er ingen steder.
Til højre for alteret opdager jeg en trappe i selve kirkegulvet. Jeg kigger ned. Det er endnu en nedgang til krypten, hvor den Sorte Sara står.
Kan han være gået derned? Jeg tager en dyb indånding og begynder at gå ned ad trappen.
Varmen og den tunge og iltfattige luft rammer mig ubarmhjertigt i ansigtet.
Jeg har virkelig ikke lyst til det her. Jeg har det allerede ligeså ubehageligt, som sidst jeg var hernede.
Ud over mig er der kun ét menneske i krypten, en ældre dame, som står foran den hellige Sara. Hun kysser hendes tørklæder og holder et par fingre foran hendes hjerte, mens hun mumlende fremsiger en bøn.
Her er mørkt, ulidelig varmt og direkte angstprovo-kerende. Jeg kan virkelig, virkelig ikke lide at være her.
Den gamle vender sig rundt – jeg kan ikke undertrykke et spontant gisp, da en cocktail bestående af lige dele angst og chok rammer mig hårdt i solar plexus. Mit hjerte begynder at banke hurtigt, og jeg har svært ved at få luft ned i lungerne.
Jeg har set hende før! Det rynkede ansigt og det tandløse smil. Det er hende, Luc var hernede med tidligere på dagen. Hvorfor er hun nu her igen. Alene?
Hun tørrer sig over panden med en kleenex, inden hun slår korsets tegn.
Det virker ikke, som om hun genkender mig.
På et mærkværdigt miks af fransk og engelsk spørger jeg hende, om hun har set Mads. Jeg beskriver ham for hende, men jeg er ikke sikker på, at det trænger ind. Hun bliver ved med at smile, mens hun ryster på hovedet. Jeg tror ikke, hun forstår et ord af, hvad jeg siger.
Jeg prøver igen, men hun stirrer bare desorienteret på mig og slår ud med armene. Så peger hun mod sit ene øre og siger.
”No, no!”
Hun er døv. Stokdøv!
Jeg sender hende et opgivende smil, som hun gengælder. Så hvisker hun et rustent ”adieu”, inden hun vender rundt og begynder at kæmpe sig op ad trappen på sine tynde, usikre ben.

Jeg burde hjælpe hende, men jeg er handlingslammet. Som en anden idiot bliver jeg bare stående og ser hende forsvinde ud i mørket. Hvad skulle hun her så sent?
Nu er jeg alene i krypten. Jeg vender mig rundt og kigger på den Hellige Sara. Hendes store øjne sender mig et tomt blik.
”Hvor er han?” hvisker jeg og står et øjeblik helt naivt og venter på et svar i mørket. Eller et tegn. Bare et eller andet.
Ingenting. Selvfølgelig, hvad tror jeg selv?
Jeg rammes af en pludselig kulde. Min mund føles helt tør og mine håndflader klamme.
Jeg får et chok, da krykken bag ved Sara pludselig vælter.
”Er her nogen?” råber jeg forskrækket.

Noget bevæger sig for foden af Saras tørklæder.
Jeg ville gerne skrige om hjælp, men nu er jeg pludselig ikke i stand til at få en lyd over mine læber. Jeg står bare helt lammet og stirrer.
Hvad var det?
Pludselig springer en stor, fed kat frem fra Saras skørter og fortsætter i fuld fart op ad trappen.
Jeg er lige ved at begynde at tude af både chok og angst. Jeg skal bare væk herfra!
På vej op ad trappen hører jeg en underlig sydende lyd, jeg vender mig gysende rundt.
Det er et af de høje stearinlys ved siden af Sara, der er gået ud, sort sod står op fra den udbrændte væge.
Jeg vender mig hurtigt rundt og spæner de sidste trin op ad trappen.
Det er en befrielse at komme ud i den rene og kølige natteluft. Eller er det? For hvad nu?
Skal jeg gå tilbage til hotellet? Måske er Mads der?
Jeg går et par gange rundt om kirken, men han er ingen steder.

Jeg går tilbage til hotellet.
Der er ingen i receptionen, men klokken er også mange. Nøglen hænger på knagen bag den tomme skranke.
Jeg går selv om og tager den. Løber op på værelset.
Mads er der ikke.
Men har han været her?
Alle hans ting ligger spredt ud over hans seng, som om nogen har vendt bunden i vejret på hans taske.
Jeg ville have lagt mærke til det, hvis det havde rodet så meget, inden vi sammen gik herfra. Eller ville jeg? Jeg havde jo drukket et par glas vin og været meget optaget af den syngende cowboy-sigøjner på pladsen neden foran hotellet. Såh …
Jeg er ikke sikker.
Har Mads vendt bunden i vejret på sin taske? Har en anden?
Jeg sætter mig et øjeblik i den gamle lænestol, mens jeg tænker.
Skal jeg blive her eller gå ned og lede videre?
Så får jeg øje på det bulede smykkeskin.
Det ligger inde under sengen. Jeg rejser mig, går derhen, bukker mig ned, tager skrinet.
Det er tomt, amuletten er væk.
Er det Mads, der har taget den? Eller en anden? En tilfældig tyv, der nappede nøglen i den ubemandede reception? Eller Luc? Eller?
Hvor er Mads? Hvad gør jeg?
Jeg kan ikke blive her og bare vente på, at han måske dukker op. Hvad nu hvis, der er sket ham noget?
Jeg må ud og lede videre.

Jeg skifter hurtigt til Mads’ gamle træningsbusker og tager en af hans sweatshirts på. Så løber jeg ned ad trappen. Overvejer kort, om jeg skal lade nøglen hænge eller tage den med mig. Men hvis Mads og jeg nu krydser hinanden?
Skal, skal ikke. Nej!
Idet jeg hænger nøglen på plads, kommer hotel-værten ud fra baglokalet.
Hans store grå hår er helt uglet, han ser træt ud.
”Mademoiselle?” siger han og prøver forgæves at undertrykke et gab!
Jeg spørger, om han har set Mads.
”No, no,” siger han og gaber igen. Er det bare mig, eller ligner han en, der spiller skuespil? Det gab virkede overdrevent. Eller?
Det er nok bare mig, der er ved at blive total paranoid.
”Okay,” siger jeg og går med hastige skridt mod døren.
Han råber noget efter mig, men jeg forstår det ikke, og jeg orker ikke at løbe tilbage.
Jeg har kun ét i hovedet. Jeg skal finde Mads.
NU!

Festen i byen er ved at dø. Jeg har det, som om jeg har været i hver en afkrog af den forbandede by, men Mads er ingen steder.
Jeg sætter mig på en trappeafsats og overvejer, om jeg skal ringe hjem til hans far og fortælle det hele.
Men hvad skulle det nytte? Han ved jo ikke engang, at vi er her.
Min mor? Forget it!
Jeg kunne tjekke Mads’ beskeder og opkald på hans telefon.
Aghrh!
Han har ændret koden på sin telefon. Det plejer at være de sidste fire cifre i hans CPR-nummer, men den kode virker ikke mere. Jeg prøver andre kombinationer, men uden held.
Hvorfor har han ændret sin kode?
Jeg gyser, da en kælen kattekilling strejfer mit ben. Dens øjner lyser uhyggeligt i natten.