GamleHansen_forsideGamle Hansen

Af BIRGITTE LORENTZEN
Forlaget bookbooks

Randershallen den 28. juni 1979 …
Publikum kan mærke, at noget er under opsejling. Folk kan ikke længere sidde ned, de rejser sig, stiller sig på stole og bænke, mens de taktfast gjalder:
“Jørgen, Jørgen!”
Da gongongen lyder for 3. omgang, føler “Gamle” Hansen, at han er ved at komme ind i kampen. Dave “Boy” Green har ikke forstået, hvad der er sket. Han har ikke noteret “den gamle mands” forvandling og tror stadig, at det er ham selv, der styrer løjerne. Green har haft Jørgen i gulvet i 2. omgang, og den unge englænder er ved at være utålmodig. Han har mistet respekten for Jørgen, som ser bleg og angst ud. Green tror, han har kampen i sin hule hånd. Nu sætter han alt ind på en hurtig afgørelse, nøjagtigt som Børge Krogh har forudset. Det betyder, at Green er nødt til at blotte sig. Det er nærmest et drømmescenarie for Jørgen, som kun lurer på at få sat sin højrehånd ind.
Et gys går gennem hallen, da Green igen kommer farende frem mod Jørgen, overbevist om, at nu skal han afgøre den kamp. I sin iver blotter han sig, og Jørgen rammer den unge englænder med den hårdeste højre, han nogensinde har slået.
Green går i gulvet.
Jørgen tror, han er færdig.
Men Green er uhyggelig stærk, og han kommer på benene igen.
Kamplederen tæller til otte. Kampen fortsætter.
Jørgen ved, det er nu eller aldrig. Han jagter “The Fen Tiger” rundt i ringen, mens han sætter en byge af slag ind. Den unge englænder er forsvarsløs, og da Jørgen endnu en gang rammer ham med en knaldhård højre, går tigeren i gulvet for anden gang.
Publikum brøler i begejstring.
TV-kommentatoren på ITV, Reg Gutteridge, er næsten i chok, mens han følelsesladet og med medrivende patos kommenterer Greens store fald:
“An unbelievable third round. Green’s gonna loose this fight, I don’t think he can get up.”
Green får kæmpet sig op, men benene ekser under ham, øjnene flakker søgende og forvirrede rundt. Han er groggy.
Mens kamplederen tæller ham ud, bliver det klart ikke bare for Green, men for alle i Randershallen og millioner af engelske tv-seere, at 36-årige Jørgen “Gamle” Hansen har udrettet noget nær et mirakel.
Publikum går helt amok, stemningen er euforisk, og en målløs Reg Gutteridge rapporterer til de engelske tv-seere:
“It’s all over, Dave Green has lost the European Championship to thirty-six year old Jorgen Hansen in one of the greatest turn-ups that I’ve known in boxing in forty years. Unbelievable!”
Det ER utroligt! Det er nærmest en sensation!
Inden kampen mod Dave “Boy” Green har flere bokseeksperter frygtet, at Jørgen ville blive slået sønder og sammen og måske ende sin karriere som et ringvrag, ja nogle har ment, at han kunne blive det første dødsoffer i en dansk boksering.
Aalborg Stiftstidende har sågar trykt en artikel, formet som et dødskors og nærmest skrevet en nekrolog under overskriften “Farvel – og tak, Jørgen.”
Artiklen er sigende for hele Jørgen Hansens karriere. Fra amatørtiden til denne juniaften i Randershallen er “Gamle” Hansen gang på gang blevet opfordret til at lægge handskerne på hylden. Undervejs er han blevet hånet, ydmyget og kaldt for en tøsedreng, der bokser med angsten malet i ansigtet.
Men måske er det angsten, som blev født allerede i den tidlige barndom, der er med til at gøre Jørgen til en af de største og mest fascinerende boksere i dansk boksehistorie.

Prolog

Jeg møder Jørgen “Gamle” Hansen første gang, da jeg skal interviewe ham i forbindelse med optagelserne til tv-dokumentaren, Promotoren og hans boksere, som jeg laver for DR i 2011.
Vi – tv-holdet og jeg – har taget turen fra DR Byen til et gult parcelhus på J.P Jacobsens Vej i Skalborg lidt syd for Aalborg for at interviewe “Gamle” Hansen.
Han er manden, der har bokset flest professionelle boksekampe i Danmark – vel at mærke i en tid, hvor konkurrencen i dansk og international boksning var kæmpestor. Det var dengang, boksning var dybt forankret i den folkelige kultur og kunne samle tusinder til Mogens Palles berømte boksestævner i K.B. Hallen hver eneste måned.
Inden Jørgen blev professionel som 26-årig, nåede han at bokse 159 kampe for henholdsvis FAK (Frederiksbjerg Athlet klub) i Århus og Lindholm Bokseklub, hvor han sammen med navne som Tom Jensen og Christian Larsen var med til at markere Aalborg som dansk boksnings absolutte højborg. Aalborgenserne valfartede til amatørstævnerne, når “De Tre Musketerer” gik i ringen.
Egentlig stod det slet ikke i kortene, at Jørgen Hansen skulle få en stor, professionel boksekarriere. Som dreng og ung var han en talentfuld højrewing i fodboldklubben AIA.
Han var næsten 18 år, før han blev overtalt til at boksetræne blot for at få lidt flere kræfter og muskler på den spinkle krop.
Men talentet var åbenlyst, og trods den sene start blev det til en fornem amatørkarriere.
Jørgen var nu ikke synderlig ambitiøs, da Mogens Palle i 1969 fik ham overtalt til at skrive under på en professionel kontrakt.
Historien lyder, at han kun blev professionel, fordi han og konen “fru Hansen” lige skulle have til udbetalingen på et hus.
Jørgen mente, at med fem professionelle kampe var udbetalingen på drømmehuset hjemme. Ingen havde regnet med – mindst af alt Jørgen selv – at han ville ende som en af de mest populære boksere, Danmark har fostret: 92 professionelle kampe blev det til, ni europamesterskaber, hvoraf kampen mod Dave “Boy” Green er noget nær legendarisk. Alle, der interesserer sig bare en smule for boksehistorie, kender og husker den kamp.
Spørgsmålet er bare, om Jørgen også gør det?
For Jørgen har fået konstateret demens, og jeg har været usikker på interviewet: Hvor meget vil han kunne huske, kan han holde koncentrationen, og vil han overhovedet kunne formulere sig, så det kan bruges på tv?
Og hvad værre er: Den stærke kvinde bag Jørgen, hustruen Hanne, som han altid omtaler som “fru Hansen”, er indlagt på sygehuset efter en dramatisk ulykke, hvor hun har pådraget sig livsfarlige hovedlæsioner.
Det er derfor med en lidt mærkværdig fornemmelse, at vi svinger ind på den flisebelagte indkørsel til det gule parcelhus.
Vi har Jørgens gamle ven og boksekollega Ayub Kalule med til Skalborg. Kalule, “Den Sorte Perle”, som danskerne engang kaldte ham, bor til daglig i Kampala i Uganda. Han er kommet til Danmark, fordi han også skal medvirke i tv-dokumentaren. Han er kørt med os til Aalborg ene og alene for at hilse på sin gamle ven og træningspartner. Jeg ved, at de to har stået hinanden meget nær, og at det efter sigende var Ayub Kalule, der med sin både fysiske og mentale inspiration gjorde Jørgen til en stor bokser i en endog meget moden alder. Det var ham, der fik Jørgen til at fortsætte sin karriere, da alle havde dømt “Gamle” Hansen ude.
Kalule har i perioder boet hjemme hos Jørgen og Hanne, men det er alt sammen meget længe siden. Jørgen og Kalule har ikke set hinanden siden 80’erne.
Da vi står uden for Jørgens dør, kommer tvivlen igen til mig? Vil Jørgen overhovedet kunne huske Kalule, eller er han forsvundet i demensens tåger?
I det øjeblik Jørgen åbner, bliver al min tvivl gjort til skamme. Han er godt nok ældet, og bevægelserne er langsomme og stive. Men han virker frisk og glad og hilser hjerteligt på sin gamle ven. Han udtaler Kalule med det rigtige tryk. Jørgen er det eneste menneske i Danmark, der formår at udtale Kalules navn rigtigt, nemlig som Ka-Lu-Lé!
Det er rørende at se de to mænd stå og klappe hinanden på skuldrene på den der lidt kejtede, men hjertelige mandefacon. De er begge synligt bevægede, selvom de ikke siger så meget.
Bag Jørgen dukker endnu en bokselegende op: Børge Krogh, “Bokseprofessoren”, som ud over selv at være tidligere europamester har været træner for Jørgen og Kalule. Han har en stor aktie i begges succes, og han er kommet hjem til Jørgen, fordi han også skal interviewes til tv-dokumentaren. Ved siden af Børge står storebroderen Bjarne Krogh, som var assisterende træner og en god ven for både Jørgen og Kalule. Bjarne formår slet ikke at holde tårerne tilbage, da de gamle bokselegender pludselig står samlet på få kvadratmeter i entreen.
I et stort øjeblik er det, som om alt står stille, mens nostalgiske bokseminder fra en svunden tid passerer revy. Minder fra dengang, da disse aldrende mænd var markante skikkelser i både dansk og international boksning.
Så byder Jørgen alle velkommen, han virker oplagt og lever ikke op til mine bange anelser i forhold til hans demensdiagnose. Han griner, laver sjov og kan huske alle.
“Men jeg har også lige fået mit demensplaster på,” siger han og holder en pakke plastre frem, hvorpå der står Exelon depotplaster.
Hver morgen kommer der en hjemmesygeplejerske forbi og sætter et friskt demensplaster på Jørgens krop.
“De siger, jeg husker bedre med de plastre på,” siger han og fortsætter med et lumsk smil: “De siger også, jeg er dement, men jeg kan sgu godt huske, at det var den 28. juni 1979 i Randershallen, at jeg slog Dave “Boy” Green i gulvet i 3. omgang. Og at Morten Møller i Aalborg Stiftstidende inden kampen skrev Farvel og tak for denne gang med sådant et dødskors oveni,” siger han og slår korsets tegn for sig, mens han grinende fortsætter, “sådan en hængerøv.”
Så beder han os om at tage vores sko af, inden vi træder ind på det kridhvide gulvtæppe i den enorme stue med vinduespartier ud mod haven og swimmingpoolen, som “fru Hansen” under stor opmærksomhed fik anlagt i 1978. Ellers taler vi ikke om den fraværende hustru, før Jørgen selv siger:
“‘Fru Hansen’ er jo ikke hjemme for tiden. Så jeg har selv lige støvsuget, og jeg gider sgu ikke gøre det igen, når I er gået.”
Han smiler skævt, men i sekunderne efter snubler han over et af fotografens lysstativer. Han bliver liggende på det hvide gulvtæppe. Hvad gør vi? Slog han sig? I nogle lange sekunder ligger han bare der, så kigger han op på Børge Krogh og siger med et smørret smil: “Tæller du?”
Han er oppe, inden Børge når til fem. Han står lidt og kigger sig omkring, så konstaterer han tørt:
“Hold nu kæft, jeg har ikke været nede siden Dave “Boy” Green i 1979.”
Dér var han! Flabede Jørgen med det lune blik – sjov og rap i replikken, selvom livet ikke altid har været helt så let, og lige nu faktisk slet ikke er det.
Men det taler vi ikke om.
Vi får i stedet anbragt Jørgen i en solid lænestol og gør klar til optagelse og en tur ned ad memory lane.
Interviewet forløber glimrende – Jørgen snakker godt nok lidt langsomt, men han husker næsten alt fra sin lange karriere. Om det er de mange demensplastre, der får gang i “Gamle” Hansens hukommelse, eller om det blot er korttidshukommelsen, den er gal med, finder jeg aldrig ud af under vores fire timer lange visit. For Jørgen er 100 procent til stede. Han svarer på alle spørgsmål med eksakte navne og datoer og leverer i tilgift underholdende anekdoter med den helt rigtige timing. Boksekarrieren og de store momenter har tilsyneladende brændt sig fast i hans hukommelse.
Han er utrolig sympatisk. Fra det sekund, jeg møder Jørgen Hansen, kan jeg lide ham. Og jeg er ikke den eneste, der har det sådan. Ligegyldig hvem jeg taler med, har de kun lovord at sige om nordjyden med de århusianske aner.
Helt tilbage i 1968 beskrev B.T. journalisten Poul Munk sit møde med Jørgen Hansen således:
“Den 25-årige blikkenslager Jørgen Hansen fra Ålborg hører til den slags mennesker, man rent umiddelbart føler sig godt tilpas ved at være i stue med. Han ligefrem udstråler venlighed, sindighed og jysk lune i sit smil og i sine bevægelser. Bortset fra det øjeblik, hvor man står ansigt til ansigt med ham i en boksering, har man det automatisk godt i hans selskab. Ikke mindst når han tumler med sine to rollinger med et par solide næver, der har delt flere blodige næser og blå øjne ud i dette land – i en boksering. Uden for kunne Jørgen Hansen ikke finde på at gøre en flue fortræd.”
Jeg er heller ikke i tvivl om, at Jørgen Hansen er en overordentlig fredelig mand. Selvom han er i besiddelse af nogle enorme næver, har hans stærkeste våben uden for ringen altid været hans knastørre humor.
Men når man kigger ham i øjnene, kan man ane noget andet og mere. Der gemmer sig noget bag Jørgens rare og friskfyragtige attitude.
*
I efteråret 2011 er der premiere på Promotoren og hans boksere i Park Bio på Østerbro i København.
Mogens Palle og alle de medvirkende boksere er inviteret til premieren sammen med pressen, sportskommentatorer etc.
I filmen medvirker ud over Mogens Palle og Jørgen Hansen også Børge Krogh, Tom Bogs, Ayub Kalule, Hans Henrik Palm, Gert Bo Jacobsen, Jimmi og Johnny Bredahl, Brian Nielsen, Mikkel Kessler og boksekommentatorerne Kurt Thyboe og Claus Borre.
Jørgen og Hanne har meldt deres ankomst. Jeg ved ikke i hvilken tilstand, de møder op. Det er over et halvt år siden, jeg har set Jørgen. Hanne er i mellemtiden kommet hjem fra både hospital og et langvarigt ophold på et genoptræningscenter. Jeg har talt i telefon med hende om alt det praktiske i forhold til premieren, og jeg er forbløffet over, hvor frisk hun lyder. Hun fortæller, at selvom det går godt, må hun se i øjnene, at hun har fået en mindre hjerneskade, som hun skal lære at leve med. Det er blandt andet hukommelsen, den er gal med. Men jeg kan ikke mærke noget, hun virker tværtimod utrolig kvik og velorganiseret.
Men hvad med Jørgen, er han mon blevet dårligere siden sidst? Jeg ved jo, at det desværre kun går én vej, når man bliver ramt af demens. Og det er den forkerte vej.
På parkeringspladsen uden for Park Bio støder jeg ind i Jørgen og Hanne. Datteren Helle har sammen med sine to børn kørt sine forældre hele vejen til København.
Jeg går over for at hilse – både Jørgen og Hanne ser godt ud. Det bliver med kram og småsnak om dagens program. Jørgen virker glad og veloplagt. Hanne taler og griner meget, alt imens hun diskret retter lidt på Jørgens skjorte og jakke. Hun er en kvik dame, smart og forfængelig. Hun holder sin højre hånd for munden, når hun taler. Og jeg opdager hurtigt hvorfor. Hun mangler en del tænder. Sammen med et stort ar, som jeg kan skimte i Hannes hovedbund, er de manglende tænder det eneste synlige bevis for, at alt ikke er helt, som det skal være efter ulykken.
Men ellers virker hun sund og helt klar, og jeg har ingen fornemmelse af, at hun bærer rundt på en hjerneskade efter den fatale ulykke, da hun til sin venindes 70-års fødselsdag gik ud for at ryge en cigaret og snublede og faldt ned ad trappen.
Jeg spørger, om det ikke var hårdt sådan at køre fra Aalborg til København en tidlig morgen, og om de nu kan klare hele programmet?
Efter premieren er der reception, og bagefter skal Jørgen medvirke i tv-programmet “Aftenshowet”, inden turen atter går retur til Nordjylland.
Hanne holder hånden for munden, mens hun smiler overbærende:
“Herregud, vi har da prøvet det, der var værre, ik’ Jørgen?”
Han nikker.
De har også været et smut omkring Strandvejen for at gense det kvarter, der dannede rammen om Jørgens københavnerliv fra 1989 til 2005. Det var, dengang der ikke var noget job til Jørgen i Aalborg, og han i stedet fik arbejde som tjener på Hviids Vinstue på Kongens Nytorv midt i København.
“Det er skønt at være tilbage,” siger Jørgen og smiler til mig. “Jeg har altid elsket København, og stod det til mig, så boede vi her endnu. Men ‘fru Hansen’ ville hjem til Aalborg.”
“Ja, den er god med dig, Jørgen,” griner Hanne. Så tager hun ham under armen og fører ham op ad den røde løber og ind i biograffoyeren.
Herinde bliver de mødt af en horde af journalister og fotografer, som alle vil forevige det historiske moment, hvor de gamle boksestjerner for første – og sikkert sidste – gang er samlet omkring deres promotor.
Sammen med Tom Bogs, Ayub Kalule, Børge Krogh og alle de andre gamle “champs” poserer Jørgen rutineret for fotograferne i de klichefyldte boksepositurer, som de har gjort så mange gange før. Dengang de var feterede stjerner, der blev dyrket af både arbejderklassen, jetsettet, tidens kulturikoner og intellektuelle.
Selvom bevægelserne er langsomme og skridtene mere usikre, så lyser det ud af Jørgen, at han nyder at være her, og at han er til stede i situationen.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om boksningen og de mange kampe kan have noget med Jørgens demens at gøre. Jeg har hørt om begrebet Dementia Pugilistica, som også bliver kaldt for Punch Drunk Syndrom eller slet og retboksedemens.
På Wikipedia står der:
“Dementia pugilistica er en neurologisk sygdom eller demens, der kan ramme boksere og andre sportsudøvere, pga. gentagne slag mod hovedet. Tilstanden menes at ramme 15-20% af professionelle boksere.”
Hanne nævnte allerede i telefonen, at de har fået at vide, at Jørgens tilstand ikke har noget med boksningen at gøre. At hans sygdom ville have udviklet sig under alle omstændighder. Men kan man være sikker på det?
Jeg ved, at der aldrig er blevet skrevet en biografi om Jørgen, og det slår mig, at hvis den skal skrives, så skal det være snart – før Jørgens historie glider bort sammen med hans erindring.
Han ser glad ud, som han står der og poserer midt i fotografernes søgende linser. Det er tydeligt, at den nidobbelte europamester og hans bedrifter ikke er blevet glemt i det danske boksemiljø.
Jeg ser Hanne tage Jørgen under armen og føre ham ind i biografens mørke. Tom Bogs spørger, om Jørgen vil sidde ved ham. Jørgen synes, Tom Bogs er en stor bokser, men han takker alligevel nej. I mørket søger hans øjne Mogens Palle – han vil nyde filmen med sin promotor og bedste ven ved sin side. Og tæt omkring sidder Kalule, Hanne, Helle, børnebørnene, Lis Palle og Hans Henrik Palm. Sådan omgivet af familie og venner har Jørgen det allerbedst.
Bare han nu ikke bliver skuffet? For der er også mindre flatterende episoder med i filmen. Der er også klip fra nogle af de kampe, hvor Jørgen ikke gjorde nogen god figur og i perioder blev udskældt og nedgjort af den danske presse.
Filmen er lavet i kærlighed til boksesporten og dens udøvere, som næsten alle var rekrutteret fra samfundets nederste lag. Som Hans Henrik Palm udtrykte det, dengang han stadig boede i Danmarks dyreste villa på Hambros Alle i Hellerup: “Det er klart, at der ikke findes bokseklubber her i Hellerup. Her er livet simpelt hen for let.”
For de fleste af de boksere, jeg har talt med under researchen, har livet undertiden været svært og fuld af modstand. En del har en tung og traumatisk barndom med i rygsækken. Mange er sønner af alkoholikere, dominerende, voldelige eller helt fraværende fædre. Mange af mændene her i biografen var engang udsat for svigt og ydmygelser, men de genvandt selvrespekt og værdighed i ringen.
Ligesom Jørgen.
Men filmen er ikke kun et glansbillede og en hyldest til promotoren og hans boksere. Den fortæller for eksempel også om Mogens Palles kompromisløshed, Tom Bogs’ turbulente og dekadente livsstil og Jørgens undertiden svage psyke og momentvise nedture, som dengang han i sin første VM-kamp prøvede at få diskvalificeret verdensmesteren Bruno Arcari ved at fingere, at han var hårdt ramt efter et break. Det var pinligt, og Jørgen fik ikke andet end et nederlag og offentlighedens hån ud af den fadæse.
Efter filmen er Jørgen og Hanne glade. Ingen nævner Arcari-kampen, mens alle taler om den legendariske kamp mod Dave “Boy” Green, der står som det absolutte højdepunkt i Jørgens karriere. Der bliver talt om Jørgens killerinstinkt, hans lange arme og store, hårdtslående næver.
Og Claus Borres slutcitat til Jørgen får lov at hænge:
“Jørgen kunne være utilregnelig. Når han var trængt, når han var i vanskeligheder, når han virkelig var ude i noget, der lignede høj sø, så var han livsfarlig. Med al respekt for Mikkel Kessler, der måske er den største sammen med Tom Bogs. Men den, der boksermæssigt har haft størst karisma, det har jeg altid syntes, var Jørgen Hansen.”
Efter filmen cirkulerer Jørgen blandt boksere og journalister, mens jeg taler en del med Hanne. Der er mange, der kommer hen for at tale med hende. Hun er tilsyneladende kendt og vellidt i boksemiljøet, og jeg fornemmer, at hun har en væsentlig andel i Jørgens lange karriere.
*
Et par uger efter skal jeg ringe til Hanne – al praktisk kommunikation foregår med hende – for at høre, om Jørgen har modtaget en dvdkopi af tv-dokumentaren.
Jeg spørger hende, hvorfor der aldrig er blevet skrevet en biografi om Jørgen. Hun svarer, at de ikke har gidet at have folk til at rode og rage i deres private anliggender.
Tavshed.
Så tilføjer hun:
“Men hvis den nogensinde skal skrives, så skal det nok være snart, og hvis du vil, så må du gerne skrive den.”
Så er den aftale på plads.
Lige inden jeg rejser til Aalborg for at lave de første researchinterview til bogen, taler jeg på ny i telefon med Hanne.
Der er opsigtsvækkende nyheder. De har solgt huset på J.P Jacobsens Vej. De kan ikke længere klare at passe det store hus, hvor de har boet i mere end 40 år. Nu skal de være ude inden fire måneder, og de aner endnu ikke, hvor de skal bo. Hanne er lettet over salget, men også stresset over den uafklarede boligsituation.
Da jeg et par dage efter kører ind foran det gule parcelhus på J.P Jacobsens Vej, er det første jeg ser ganske rigtigt et ejendomsmæglerskilt med et stort fedt SOLGT hen over.
Jørgen og Hanne står i køkkendøren og tager imod. De vinker og byder mig velkommen med en enorm gæstfrihed.
Jeg kommer ind gennem køkkendøren og direkte ind i det store køkken, som Hanne selv tegnede tilbage i 1980. Et usædvanligt køkken i gedigne materialer, som for mere end 30 år siden må have været forud for sin tid. Hvide gulve, sorte elementer brudt af en lav skænk, der går tværs gennem køkkenet og fungerer som hyggekrog og spiseplads. Fire skriggule lænestole står langs skænken, og ved det høje køkkenbord står et par barstole i samme nuance. Bagved troner en velassorteret bar med alskens spiritusflasker, der nu ikke ser ud til at have været efterspørgsel på længe.
Her er masser af elektronik, to mikroovne, hvoraf den ene er kæmpestor og må have været en af de første på markedet. Her er også et fjernsyn, en bærbar computer, to bagemaskiner, et par fastnet- og to mobiltelefoner og alt i hårde hvidevarer.
En hjemmesygeplejerske er på vej ud ad døren efter at have “plastret” Jørgen til og sørget for, at Hanne har fået sine formiddagspiller.
De gode venner, Ilse og Esben, som ofte kommer på besøg, er her også. Hanne undskylder, at der roder, men hun er allerede godt i gang med nedpakning af huset, selvom de ikke aner, hvor de skal flytte hen. Det gør Hanne nervøs, for hun indrømmer gerne, at hun har det bedst, når der er styr på tingene.
Hun farer rundt for at gøre alle tilpas, mens Jørgen har sat sig på en stol midt i køkkenet. Han sidder og bladrer i nogle gamle fotoalbum, som de netop har fundet på loftet.
Esben står og læser et brev højt, som er kommet med posten helt fra USA. Det er en amerikansk fan, som gerne vil have Jørgens autograf.
Selvom Jørgen sluttede sin boksekarriere for mere end 30 år siden, så får han jævnligt den slags henvendelser. Den karismatiske dansker med de mange kampe og den livsfarlige højrehånd er nemlig aldrig blevet glemt i den internationale bokseverden.
Ilse og Esben skal hjælpe med det praktiske i forhold til at få sendt autografen retur til den rigtige adresse i USA. Det kan Hanne og Jørgen ikke overskue. Ilse og Esben hjælper i det hele taget deres venner med alt mellem himmel og jord.
Jørgen og Hanne har foruden Ilse og Esben en stor og stabil vennekreds, som ofte kommer på besøg og hjælper, hvor de kan.
En skinger ringetone skærer gennem køkkenet. Det er fastnettelefonen, der kimer. Jørgen reagerer ikke; her i huset er det Hanne, der tager alle indgående telefonopkald. Hun går ind i stuen for at snakke.
Da hun kommer tilbage, er hun næsten helt manisk. Hun griner og græder lidt på én gang
“Ja, undskyld, jeg plejer altså ikke at være typen, der sådan tuder og er så forvirret, men jeg blev sgu så glad.”
Så fortæller hun, at det var fra kommunen. De har skaffet Hanne og Jørgen en lejlighed i præcis det boligkompleks i Hasseris, hvor de så gerne vil bo. En funktionel og ældrevenlig bolig, som vil være den perfekte ramme om det nye liv, som Jørgen og Hanne nu skal til at gå i clinch med.
“Det er da dejligt,” siger Jørgen og bliver siddende på sin stol. Han er blevet opslugt af et gammelt fotoalbum. Han er stoppet ved et slidt sort-hvid foto af sig selv som 10-årig.
Han forholder sig ikke mere til den nye lejlighed, for i øjeblikket er han slet ikke i Skalborg anno 2012. Mentalt har han skruet tiden tilbage til barndommen i Århus i 40’erne og 50’erne …

KAPITEL 1
Tæsk

“Min biologiske far var alkoholiker.
Og når han blev fuld, så tævede han mig. Desværre var han fuld alle ugens dage undtagen søndag, hvor der var hviledag. Mandag startede det hele forfra.”
 
Jørgen bliver født i Århus den 27. marts 1943. Moren hedder Dagmar Sofie og faren Svend Erik Hansen. De er allerede forældre til den 4-årige Poul-Erik, som bliver kaldt for Polle. Men Polle bor ikke hjemme hos sin mor og far, han er i stedet anbragt hos sin mormor og morfar.
Det er under krigen, livet er hårdt, pengene små, og det er svært at få fat i en lejlighed. Derfor bor Dagmar Sofie og Svend Erik på et lille værelse, der ikke er velegnet til børn. De arbejder begge to hårdt, Dagmar Sofie som køkkenhjælp i kantinen i Handelsbanken og Svend Erik som maskinarbejder på Centralværkstedet i Jægergårdsgade.
Der er tilsyneladende hverken plads eller overskud til børn i forældrenes tilværelse, officielt på grund af det lille, fremlejede værelse og de lange og hårde arbejdsdage.
Dagmar Sofie kan ikke lide at bede sine forældre om hjælp. De har jo allerede hendes ældste søn boende, desuden har de selv otte børn, hvoraf en del stadig bor hjemme.
Så Dagmar Sofie ser ingen anden udvej end at aflevere sin yngste søn på et børnehjem i Åbyhøj, i alt fald indtil hun og Svend Erik får en ordentlig lejlighed.
Da drengens mormor, Sofie Jensen, finder ud af, at hendes yngste barnebarn er blevet anbragt uden for hjemmet, bliver hun både vred og ked af det. Ingen børn i hendes familie skal opfostres på et børnehjem.
Mormoren er ikke blot en omsorgsfuld kvinde, men også en stor og handlekraftig dame. Hun får fat i en trækvogn og sætter naboen fru Alslev ind i situationen. Kort efter forlader de to kvinder hjemmet i Max Müllers Gade og sætter kurs mod Åbyhøj.
Da de ankommer til børnehjemmet, får de straks øje på Sofie Jensens barnebarn, der løber i haven uden for hjemmet. Han er møgbeskidt, og en tung og drivvåd ble hænger helt nede om knæene på ham. Det syn er ubærligt for de to kvinder, som kun bliver endnu mere determinerede: Drengen skal for enhver pris med hjem!
Herefter går de ind for at overbevise forstanderinden om, at det her ikke er et sted for Sofie Jensens barnebarn.
Missionen lykkes: Da de to kvinder kort efter forlader børnehjemmet, sidder drengen i trækvognen.
Da morfaren, Thorvald Jensen, om aftenen kommer hjem fra sit arbejde som chauffør hos Adams Flytteforretning og ser sit yngste barnebarn på køkkengulvet, ser han spørgende og en anelse skeptisk på sin kone.
Hun stirrer tilbage og siger blot:
“Han SKAL være her, du KAN være her.”
Og sådan bliver det.
Der er ikke meget plads i bedsteforældrenes lejlighed, men der er til gengæld masser af kærlighed og omsorg. Jørgen bliver som den yngste i familien forkælet af både sine bedsteforældre og de mange hjemmeboende onkler og tanter. Han sover i soveværelset sammen med sine bedsteforældre, sin storebror Polle og sin onkel Helge André, som er 10 år ældre end Jørgen.
Indtil han fylder fem år, hedder Jørgen faktisk slet ikke Jørgen. Han er aldrig blevet døbt, men hele sin tidlige barndom hos bedsteforældrene bliver han kaldt Mads.
Men en dag skal der pludselig bringes orden i sagerne – Mads skal døbes i kirken.
Han går selv op til døbefonten i sit fine, hvide tøj, som mormoren har syet ud af morens gamle konfirmationskjole. Da præsten spørger ham, hvad han skal hedde, svarer han:
“Jeg hedder Mads.”
Præsten kigger forvirret ned i sine papirer og siger, at der altså står, at han skal hedde Jørgen.
Drengen mener, der må være tale om en fejl og gentager:
“Jeg HEDDER altså Mads.”
Men der er ikke fejl i præstens papirer, Mads skal hedde Jørgen. Herefter fortsætter dåbsritualet hen over hovedet på den femårige dreng, som græder fortvivlet under hele seancen.
Men fra den dag bliver Mads officielt til Jørgen Hansen, om han kan lide det eller ej. Der er ingen forklaring, intet svar på, hvem der har bestemt det. Sådan er det bare.
Men for kammeraterne nede i gården bliver han nu ved med at være Mads. Og når han senere i livet møder mennesker, der kalder ham Mads, så ved han med sikkerhed, at det er nogle af vennerne fra den tidlige barndom i Max Müllers Gade.
Årene går, og Jørgen og Polle bliver boende hjemme hos bedsteforældrene, hvor brødrene trives.
Danmark befinder sig nu i efterkrigstiden, og pengene er stadig små, så hele familien må bidrage til husstandens økonomi.
Jørgen er derfor kun otte år, da han får sit første job som mælkedreng i et lille mejeri lige over for bedsteforældrenes hjem.
Hver morgen må han op klokken fem for at løbe med mælk i nabolaget, inden han skal i skole. Senere får han også job som bud for en købmand om eftermiddagen.
Alligevel er der ikke råd til de store udskejelser, for eksempel har Jørgen kun to par bukser: et par lange til efterår og vinter og et par knickers til forår og sommer. Det er fast rutine, at uanset vejret skal Jørgen i knickers den 1. maj. Det er han ikke så vild med, så han bliver siddende på trappeopgangen og lurer på, om de andre drenge også har fået knickers på, før han tør løbe ned i gården for at spille fodbold. Han er en lille forsigtig fyr, og man skulle jo nødig blive helt til grin.
I de år Jørgen bor hos sine bedsteforældre, ser han sjældent sin far. Hans mor kigger til gengæld forbi næsten hver eftermiddag, når hun får fri fra arbejdet i kantinen i Handelsbanken. Så kommer hun for at se sine sønner, inden hun skal hjem og lave mad til sin mand. Jørgens mor virker ikke lykkelig i sit ægteskab, men på den tid er skilsmisse næsten utænkelig og Dagmar Sofies forældre mener da også, at en kvinde bør blive hos sin mand og prøve at få tingene til at fungere. Så moren bliver, hvor hun er.
Jørgen tænker ikke over, at hans familiesituation er anderledes end andre børns. Han har det godt hos sin mormor og morfar og er tilfreds med at se sin mor om eftermiddagen. Han har masser af voksenkontakt og maskuline forbilleder i sine mange onkler, især Helge André og Erik.
Helge André er en talentfuld bokser i FAK og Erik er tidligere dansk mester i sværvægt og har deltaget i De Olympiske Lege i London i 1948.
Onklerne prøver at få Jørgens øjne op for boksesporten, men det er ikke noget, der interesserer deres lille splejsede nevø. Han er til gengæld vild med fodbold, som han spiller konstant sammen med de andre drenge nede i gården. Han er god til det, og allerede som syvårig bliver han meldt ind i AIA.
Han går på Læssøesgade Skole, hvor han er en stille og lidt genert elev, der passer sine ting.
I 1953 får forældrene endelig en lejlighed, og nu vil de have deres drenge hjem. De to brødre skal dermed forlade den trygge hverdag hos bedsteforældrene og flytte hjem til deres mor og far i en ny lejlighed.
Jørgen er 10 år, og han har aldrig prøvet at leve et almindeligt familieliv med sine egne forældre. Selvom der kun er 300 meter mellem Max Müllers Gade 23 og den nye lejlighed i Nordborggade 6, så er der en verden til forskel på det liv, der leves i de to hjem.
For Jørgens far drikker, og når han er fuld, bliver han aggressiv og voldelig. Han tæver jævnligt moren, og der går ikke lang tid, før Jørgen også må lægge krop og sjæl til vold og ydmygelser fra sin far.
Hver morgen står faren op og passer sit job som maskinarbejder på Centralværkstedet, men når arbejdsdagen er slut, står den ofte på tæt druk, som regel på stamværtshuset Jægerhytten i Jægergårdsgade.På lønningsdagen skynder Jørgens mor sig ned på Centralværkstedet for at nå at få nogle af pengene, inden faren når ned i Jægerhytten og drikker det hele op. Hernede går han under øgenavnet “Svend Forhjerne”, for når Svend Erik bliver fuld, er der øretæver i luften, og han truer ofte de andre gæster med at give dem en på “forhjernen”.
“Når min far blev for ubehagelig eller røg i klammeri, så blev han smidt ud. Og så gik han hjem og lod sine frustrationer gå ud over sin familie,” fortæller Jørgen.
Der er fred og ro, så længe faren ikke er i hjemmet, men når Jørgen ligger i sin seng og hører sin fars fodtrin på trappeopgangen, bliver han rædselsslagen. Ofte går faren direkte ind på Jørgens værelse.
“Han trækker mig ud af sengen og insisterer på at inspicere mine ører, som på en eller anden måde aldrig er rene nok. Han slår mig med sin livrem eller med en gummislange, som han ellers bruger til at rense sit akvarium med. Så må jeg ud og vaske ørerne. Når jeg kommer tilbage igen, er det tæerne, den er gal med, som så koster flere slag. Så halsen, tænderne og sådan kan det blive ved. Indimellem prøver jeg at gemme mig under sengen, men det hjælper jo ikke. Han finder mig altid.”
Sådan går mange aftener og nætter i en årrække, og hverken moren eller broren tør gribe ind. Jørgen gør heller ikke selv modstand, det tør han slet ikke. Han modtager bare sine tæv og farens utallige bebrejdelser og ydmygelser, mens han bøjer hovedet og siger: “Nå, men så må du meget undskylde.”
Storebroren rører faren aldrig. Jørgen ved ikke hvorfor, men det er, som om hans far er bange for Polle. Måske fordi han er fire år ældre end Jørgen.
Eller også er der en helt anden grund til, at det kun er Jørgen, der får de mange tæv. De to brødre ligner ikke hinanden, Polle er lys, og Jørgen er mørk.
Da Jørgen stadig boede hos bedsteforældrene, kom faren en dag for at tage Jørgen med på tur. Mormoren troede, at svigersønnen ville tage sin yngste søn med på en udflugt, så hun klædte Jørgen på i hans fineste tøj og kæmmede hans hår.
Men det var ikke nogen hyggelig far-søn-udflugt, de skulle ud på. For Jørgens far tog ham med til en læge, der tog en blodprøve for at tjekke, om Jørgen nu også var hans ægte afkom.
“Prøven viste, at jeg var hans søn. Men jeg tror, min far bevarede mistanken, og derfor blev han ved med at slå mig.”
Mistanken var – og er – absurd, for Jørgen ligner sin far af udseende; farens voldelige adfærd ligger derimod milevidt fra Jørgens natur.
Når der er optræk til ballade i skolen eller nede i gården, er Jørgen den, der er allerhurtigst til at komme væk. Han skal under ingen omstændigheder i slagsmål.
Jørgen ser aldrig sin mor få tæv, men han hører det. Køkkendøren bliver lukket, og han må sidde helt stille inde i soveværelset, mens slagene falder. Han er skræmt fra vid og sans og aner ikke, hvor han skal gøre af sig selv. Først når det hele er overstået, og faren er gået, vover han sig ud i køkkenet. Her ligger moren som regel sammensunket på gulvet, mens hun græder, og Jørgen prøver at hjælpe og trøste hende, så godt han kan.
Jørgens mor forsøger ellers af alle kræfter at holde hjemmet hyggeligt. Hun arbejder hårdt for at bidrage til familiens økonomi, og indimellem lykkes det hende at få lagt lidt penge til side. En dag køber hun et lille gulvtæppe med mønster på. Tæppet skal ligge under stuebordet, men Jørgens far må ikke vide noget om den udskrivning. Hver morgen når han er gået, ruller hun tæppet ud, og hver aften inden han kommer hjem, ruller hun tæppet sammen og gemmer det under sengen. Men en dag finder faren tæppet. Han bliver rasende, og hiver moren ud i køkkenet, hvor han giver hende så mange tæv, at blodet flyder. Moren brækker næsen, da han bliver ved med at banke hendes ansigt ned i kanten af køkkenbordet.
Efter 7. klasse går Jørgen ud af skolen og begynder at arbejde på fuldtid som mælkedreng for et større mejeri midt i Århus. På hjemmefronten har hans mor fået nok og vælger omsider at bryde ud af det voldelige og helt håbløse ægteskab.
Faren er så alkoholiseret, at han ikke orker den store modstand og flytter hjem til sin mor.
Men han nægter at underskrive skilsmissepapirerne. Jørgens mor tør ikke selv opsøge ham, så det bliver Jørgens morfar, Thorvald Jensen, der må tage over til Svend Erik.
“Så sidder den fulde skid og råber op om, at han ikke vil skilles alligevel. Men min morfar puster sig op og siger, at nu går han en lille tur, og når han vender tilbage, så ligger de skilsmissepapirer underskrevet på bordet. Ellers vanker der … han har jo en del store og stærke sønner, hvis det skulle blive nødvendigt,” fortæller Jørgen
Svend Erik er ellers selv tidligere bokser i FAK, men han blev ekskluderet, da han flere gange mødte fuld op i klubben.
Da Thorvald kommer tilbage, er papirerne underskrevet, og skilsmissen en realitet. Og dermed er vejen banet for et nyt liv for Dagmar Sofie og hendes sønner.
Noget tid efter ringer faren en dag på døren og insisterer på at få nogle ting, som han mener, tilhører ham. Først bliver Jørgen bange. Men i det øjeblik han står ansigt til ansigt med sin far, sker der noget med den 14-årige Jørgen. Pludselig føler han ingen angst, kun vrede og afsky. Faren skal bare ud af den lejlighed igen og aldrig mere komme tilbage.
Svend Erik får sine ting, men de to store sønner er truende og gør det helt klart, at deres far fra nu af er uønsket i hjemmet.
“Til sidst smed vi ham simpelt hen ud. Jeg sagde til ham, at han ikke skulle bryde sig om at komme her igen. Han havde intet at gøre i vores liv mere. Jeg tror faktisk, han blev bange for os, og det havde han også grund til.”
Det er sidste gang, Jørgen ser sin far. Svend Erik møder en ny kvinde, som han flytter sammen med, men hvad der derfra sker, aner Jørgen ikke. Det interesserer ham heller ikke.